Firmaet bag restaurationskæden, Aage Damgaard ApS blev grundlagt af Bitten og Aage Damgaard. Siden 1988 har den næstældste søn, Lars Damgaard fungeret som direktør for virksomheden, mens hans fire søskende alle på hver deres måde har været involveret i familieforetagenet.
Den ældste søn, Søren Damgaard, der er uddannet arkitekt, har tegnet og indrettet flere restauranter, mens Nils Damgaard gennem sit arbejde som smed, har ført en række af tegningerne ud i livet. De to yngste søskende, Henrik og Birgitte, er begge uddannede tjenere og har tidligere drevet en af kædens restauranter.